På Jydeholmen, indtil 1939 Jyllingevej, i Vanløse blev Vanløse Trælasthandel A/S den 1. august 1928 grundlagt af Svend Bentzon, der boede på Veras Allé i Vanløse. Forretningens navn var dengang, ikke overraskende, Svend Bentzon. Efter Svend Bentzons død i 1959 videreførte hans hustru, Lilly, forretningen alene.

I 1971 vendte sønnen, Svend Bentzon, hjem fra Odense med sin familie for at hjælpe sin mor; Svend Bentzon var uddannet inden for manufakturhandel og skiftede således helt branche. Efter moderens død i 1978 videreførte Svend Bentzon forretningen med sin hustru Lotte Bentzon.

Grundlæggerens barnebarn, Jacob Bentzon, indtrådte i 1994 i forretningen på fuld tid. Allerede som 10-årig blev Jacob Bentzon ”fastansat som fejedreng” i forretningen, og under sin uddannelse – og senere fastansættelse i andre trælaster - fortsatte han sit arbejde om eftermiddagen, lørdage og i ferier. Jacob Bentzon kom i mesterlære hos trælasthandlen Høst & Lehmann og blev efter endt uddannelse fastansat i samme firma. Inden han indtrådte i familievirksomheden, var Jacob Bentzon ansat som kørende sælger hos trælasthandlen Johannes Fog i Lyngby.

I 2002 ændrede forretningen navn til Vanløse Trælasthandel A/S og videreføres nu af Jacob Bentzon og hans hustru, Ann Charlotte Glæsel Bentzon, som indtrådte i forretningen i 2009.

Vanløse Trælasthandel A/S var i perioden 2001–2020 del af det frivillige kædesamarbejde Ditas, senere XL-Byg, men indtrådte pr. 1. januar 2021 i indkøbssamarbejde med JBC, Jydske Byggecentre.

Ved grundlæggelsen bestod varesortimentet af brændsel (kul, koks og fyringsolie) og produkter til murerhåndværket. En kort overgang forhandledes også herrebeklædning.

Varesortimentet er løbende blevet ændret og udvidet således, at Vanløse Trælasthandel A/S i dag fremstår som en velassorteret trælasthandel, hvor det faguddannede personale har den personlige og professionelle betjening af både privatkunder og håndværkere i fokus.

VANLØSE TRÆLASTHANDEL A/S
- din lokale trælast